Viser opslag med etiketten Salater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Salater. Vis alle opslag

mandag den 4. marts 2013

Vores første stenaldermåltid

Vi har besluttet at spise stenalderkost i 14 dage for at se, hvad det gør ved os.

I dag var første dag. Tallerkenen kom til at se sådan ud:


Kyllingefiletten er stegt på panden i olivenolie, ca 10 minutter på hver side, dertil fik vi en hjemmekomponeret salat med savoykål, kikærter og rødløg. Som tilbehør et stykke stenalderbrød..

Det smagte rigtigt godt og vi blev propmætte af en enkelt portion.

Palæo salat med savoykål, rødløg og kikærter

Ingredienser (2 personer):

2 rødløg
5 blade savoykål
2 fed hvidløg
Olivenolie
200 g kogte kikærter eller1 ds.
(som ikke er helt palæo - kan udelades)
½ økologisk citron
et stænk tabasco
2 tomater
salt og peber

Fremgangsmåde:

Skyl savoykålbladene grundigt, klip eller skær den grove midterstok ud af bladene.
Sæt en pænt stor gryde vand til at bulderkoge, tilsæt salt.
Sæt en stor skål iskoldt vand ved siden af.

Læg de 5 blade af kålen i vandet når det koger for fuld kraft, bliv hos det. Vend dem alle 5 om, når du har lagt det sidste i, så du får det længst kogte øverst. Hold dem under vandet med en grydeske. Når de har kogt 3-4 minutter tager du bladene op og dumper dem øjeblikkeligt i det kolde vand. Lad dem stå til de er kølet helt ned, læg dem så på et rent viskestykke og dup dem tørre. Skyl og tør gryden.

Varm olivenolie i gryden, tilsæt presset hvidløg og rødløg skåret i både. Vend dem rundt og lad dem simre i 4-5 minutter. Tilsæt de kogte kikærter (jo, jeg brugte en dåse, sig det ikke til nogen) og lad dem blive varme. Tilsæt tabasco, salt, peber og saften fra den halve citron. Gem skallen.

Snit den kogte og tørre savoykål i tynde strimler, fx ved at rulle dem sammen 2og2 og så snitte rullerne) og skær tomaterne i 8-dele.

Tag gryden af varmen, tilsæt kål og tomater, riv citronskal hen over. Smag til med mere salt og peber.
Mætter rigtigt godt og ser meget appetitlig ud.

søndag den 7. oktober 2012

Fattigmands "Walldorfssalat"

Den klassiske Waldorfsalat består af æbler, halve vindruer, tyndt skivet bladselleri, valnøddekerner og creme fraiche.

Dette er en billig kopi, som består af søde æbler i tern, fintstrimlet hvidkål, tyndt skivet bladselleri og creme fraiche. Hasselnøddekerner kan tilføjes, hvis man har dem. Sammenstillingen skaber den samme fornemmelse af skarpt mod sødt, som den oprindelige salat.

Striml hvidkålen meget fint. Hak den evt. lidt med kniven, drys den med lidt salt og ælt den igennem som i
Råkostsalat af hvidkål eller rødkål.. Tilsæt søde æbler i tern og fint skivet bladselleri og bland det. Vend med creme fraiche og drys evt med lidt hakkede nødder. Her ses den uden nødder og før creme fraichen:


Opskriften er fin til stege, som fx. gammeldags flæskesteg.

mandag den 17. oktober 2011

Tatziki

1-2 agurker
½ liter youghurt naturel - økologisk smager bedst
1 kaffefilter og 1 ren kaffetragt
2-3 fed hvidløg
salt og peber
evt. 1 spsk. god olivenolie.
Alternativt kan anvendes græsk drænet youghurt

Fremgangsmåde:

Start et par timer før med at hælde ½ liter youghurt i kaffefilteret henover et stort glas og lad den stå og dræne sig selv.
Vask agurken og riv den på den grove side af rivejernet. Jeg plejer ikke at skrælle den og tage kernerne ud, men nogle kan ikke lide agurkeskræl.
Læg den revne agurk i en trådsi eller et dørslag, drys den med ca. 1 tsk salt og lad den dryppe af min. en halv times tid.
Når youghurten er dryppet helt af hældes den over i en skål og tilsættes de knuste fed hvidløg og friskkværnet peber. Kram derefter den afdryppede agurk ned i youghurten og vend det rundt. Smag til med salt. Man kan tilsætte lidt olivenolie for smagens og fedmens skyld, men det er ikke nødvendigt.
Rør den godt rundt og servér til fx. lammesteg, arabisk inspirerede retter, mousaka eller græsk farsbrød.

onsdag den 20. oktober 2010

Kusine Sofias salat

1 pose rucola
1 pakke Breseola
Olivenolie

Dressing:

2 stk. hvidløg
1 spsk. reven ingefær
100 g. frisk revet peberrod
½ bakke creme fraiche

salt, peber
saften fra 1 citron

Til sidst: 2 modne mangofrugter


Fremgangsmåde:

Bland først alle krydderierne i creme fraichen, så dressingen er parat. Den må gerne rive noget - hvis du bliver nervøs over den meget peberrod, så hold lidt tilbage og stil det i en skål ved siden af.

Rucolaen skylles grundigt og vendes med lidt olivenolie. Læg dressingen ovenpå. Riv breseolaen i tilfældige stykker, og læg den oven på dressingen. Læg halvdelen af mangoen ovenpå. Vask så hænder, stik hænderne ned i hele baduljen og vend det rundt. Pynt med den anden halvdel af mangoen tilsidst.

Råkostsalat af hvidkål eller rødkål

Råkostsalat af kål behøver ikke være anstrengende at tygge på. Man kan lave dejlig rødkålssalat og hvidkålssalat ud fra denne grundopskrift:

Grundopskrift:
½ hvidkåls- eller rødkålshoved
1 tsk salt
saften af 1 citron eller 1-2 spsk citronsaft fra flaske.

Fremgangsmåde:

Del det halve hoved så du har 2 kvarte. Hold fast på den del, hvor bladene hæftes til. Slids kålen op i smalle skiver på langs - men ikke helt op til tilhæftningen. Skær derefter med din bedste kniv meget tynde skiver på tværs. Hele forskellen ligger i, at kålen er snittet fint nok. Jeg synes det bliver for smattet, hvis man river den.

Når kålen er snittet skal den op i en stor skål eller evt. et mælkefad. Drys saltet henover og tilsæt citronsaft.
Pointen er nu, at saltet og citronen mørner kålen. Du hjælper til ved at ælte den, som om den var en tøjvask. Ælt i et par minutter og lad salaten stå og mørne i yderligere en halv time. Smag derefter på den - det kan være nødvendigt at skylle den for at få lidt af salt-citronsmagen væk.

Herefter kan du blande den med de ingredienser, du nu synes, her er et par forslag:

Ingredienser til rødkålssalat:
æbler i små tern
appelsiner i små tern
tranebær
nødder
svesker (så bliver det meget juleagtigt)
kogte rødbedetern
og min favorit: granatæblekerner.
Det kan blive en rødkålssalat som giver et værdigt modspil til rødkålen fra glas på julebordet.

Ingredienser til hvidkålssalat:
revne gulerødder
nødder eller mandler
æbler i små tern
blegselleri i tynde skiver
rosiner
agurk
ananas
alle andre ingredienser, som man kan putte i salat.

Hvis man tilsætter lidt creme fraiche eller islandsk skyr (eller græsk youghurt) så har man en god international Coleslaw - lignende spise. Garanteret sundt og overraskende nemt at spise.

Creme Fraiche dressing

½ dl. creme fraiche, jeg plejer at bruge 9 %, men vælg den fedme, du bedst kan lide.
En god håndfuld mixede krydderurter: persille, basillikum, rosmarin, dild, mynte, oregano, hvad der nu vokser i din have eller i din altankasse. Ellers bare persille.
½-1 fed hvidløg
salt og peber.

Husk at skylle krydderurterne rigtigt godt og hak dem fint (jeg plejer at klippe dem i et stort glas).
Bland det hele og server.

Drue/aspargessalat

1 bakke røde druer
1 bundt grønne asparges
salat af en mild og frisk slags, fx. babyblade eller babyspinat eller et mix

en mild olie/eddikedressing af en god olie + hvidvinsvinaigrette (Olie som en ødeland og eddike som en gnier)

... hold hvidløgen langt væk fra den her og server den til noget, der har en fin og elegant smag, som fx. laksen her


Fremgangsmåde:

Tilbred de grønne asparges med 1 gang overhældning se her

Skyl salatbladene, tør dem godt.

Skyl og halver druerne

Skær de kogte asparges ud i 3 cm stykker.

Sæt salaten sammen med dressingen umiddelbart før I spiser.

tirsdag den 19. oktober 2010

Sennepsdressing

Olivenolie
1-2 spsk. Dijon Sennep
citronsaft
honning
salt, peber

Olie og sennep skal have samme temperatur. Start med sennepen i en skål og en ske, som du kan røre hurtigt rundt med. Start med at røre rundt i sennepen mens du spæder til med olie. Bliv ved med det til der er en god protion - den kan suge meget mere olie end man tror. Hvis det skiller, så saml det ved at tilsætte lidt koldt vand og røre meget hurtigt.
Tilsæt lidt honning og lidt citronsaft + salt og peber.

Hvis man ønsker at spare lidt på kalorierne kan denne dressing fortyndes en del med almindeligt vand.

Bønner med bønner

Mættende og proteinrig:

Friske grønne bønner
En dåse økologiske kidneybeans
Evt lidt økologisk reven citronskal
En god oliebaseret dressing, fx. sennepsdressing med en anelse knust hvidløg i.

Hakkede krydderurter, fx. persille.

Fremgangsmåde:

Friske grønne bønner nippes og koges al dente (under 5 min) med rigeligt salt og køles ned.
Kidneybønner tages ud af dåsen og skylles under hanen
Det blandes sammen med lidt dressing, en anelse citronskal og hakkede krydderurter.

Det lyder mærkeligt, men det passer rigtigt godt sammen! Desuden mætter det godt og er flot med kontrasten frisk grøn, mørkerød og små gule plettter fra citronskallen.

fredag den 11. september 2009

Mormorsalat med mormordressing

Et gammeldags salathoved ... altså hovedsalat

Evt. cherrytomater og agurkeskiver, men det behøves ikke

En sjat piskefløde
Et stænk citronsaft (gerne fra plasticflasken i køleskabet)
lidt salt og lidt sukker

Fremgangsmåde

Vask og rens salatbladene. Slyng dem godt eller dup dem i et rent viskestykke
Læg dem i en skål, min mor klipper dem ud med en saks, men jeg har lært, at man skal rive dem i (lidt) mindre stykker med hænderne

Tilsæt evt. halverede cherrytomater og agurkeskiver, men ikke noget andet smart!

Lav en dressing af en sjat piskefløde med lidt salt (1/4 tsk.) lidt sukker (½ tsk) og et stænk citronsaft i en melryster. Ryst den godt og tilsæt umiddelbart før den skal spises.

En sjat er for mig et sted mellem ½ og en hel deciliter. Et stænk svarer til ca. 1 tsk. væske. Citronsaften tykner dressingen, så den får en cremet konsistens, men smagen skal være mild. Vend det rundt.

søndag den 2. marts 2008

Broccolisalat

1 broccoli
rosiner
rødløg
solsikkefrø

en god olie-eddikedressing
eller fx. sennepsdressing

Del broccolien i buketter og kog den i 2 minutter (al dente). Skyl hurtigt i koldt vand (så kogningen stopper)
Dryp broccolien godt af.
Læg den på et fad, pynt med meget tynde skiver rødløg eller meget finthakket rødløg.
Drys med rosiner
Dressing på, vend

drys med solsikkefrø tilsidst.

God til kød og kartofler - og lynhurtig!

onsdag den 2. januar 2008

Avocadosalat


2 avocadoer
2-3 tomater eller coktailtomater (og så tilsvarende flere)
2 limefrugter
1 bundt forårsløg
lidt basillikum, gerne med stilke
olivenolie, en god sjat
salt, peber, honning

Blend basillikum md limesaft, olivenolie, honning. Smag til med salt og peber.
Skær avocadoen i tern (halver, tag stenen ud, befri fra skræl med spiseske, hak så i tern)
Vend straks avocadoen i dressingen.
Tilsæt tomater i tern og meget fint strimlede forårsløg.

NB: Der skal være meget dressing, og den skal være ret syrlig - spar på honningen).

Smager rigtigt godt til forretter med laks eller ørred.