Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag

mandag den 13. april 2020

Quangs sprøde morgenboller


De her boller kunne lige så godt tilskrives min datter Mie, men nu var det lige Quangs version, jeg lærte under en dejlig påskeferie i deres nye sommerhus på Røsnæs. De er meget lette, meget hurtige og meget lækre. De er fulde af fuldkorn og kræver et minimum af arbejdsindsats. Alt du skal gøre er at røre den våde dej sammen, lige før du går i seng og stille den i køleskabet. Om morgenen tænder du for ovnen (med en bageplade i) og venter til den er helt varm (225 gr.) Og så i ovnen i 15-20 minutter. Du får ikke engang mel (eller dej) på hænderne.

Ingredienser

6 dl vand
1/4 pk. gær (12,5 gr.)
4 dl hvedemel
2 dl rugmel
1 dl havregryn
1 dl grahamsmel
2 tsk salt

Sesamfrø til drys

Fremgangsmåde

Lige før du går i seng tager du lunkent (ikke for varmt) vand fra hanen og putter det i skålen. Tilsæt gæren og rør den ud. Tilsæt alt det tørre og rør det sammen med en grydeske. Det bliver en fugtig grødlignende substans, og du behøver ikke røre længe - det skal bare lige hænge sammen. Du kan variere meltyperne i det uendelige efter hvad du har i køkkenskabet og hvad du kan lide, men der skal være hvedemel i for at sikre en god hævning. Skålen skal være så stor, at dejen kan hæve til dobbelt størrelse.

Når dejen hænger sammen (det tager højst 5 minutter) dækker du skålen med et klæde eller med plastfolie og sætter den i køleskabet

Om morgenen sætter du en plade i ovnen og tænder den på 225 gr. varmluft. Så får du tiden til at gå med morgenting, indtil ovnen er helt varm. Tag den varme plade ud. Sæt med en våd spiseske dejen i klatter (12-16 stk.) på et stykke bagepapir på den varme plade og drys med sesamfrø. Put dem ind på midterrillen i ovnen og bag dem ved 225 gr. til de er lysebrune - ca. 15-20 minutter.

Om sprødhed:

Smagen sidder i høj grad i skorpen, og de her boller er så sprøde at de knaser, når du sætter tænderne i dem. Det skyldes i høj grad, at de kommer ind i en helt varm ovn - så hvis du springer det der med at varme ovnen (og pladen) op, så mister du sprødheden.

Mums - god morgen til alle og tak til Mie og Quang :)





mandag den 4. marts 2013

Vores første stenaldermåltid

Vi har besluttet at spise stenalderkost i 14 dage for at se, hvad det gør ved os.

I dag var første dag. Tallerkenen kom til at se sådan ud:


Kyllingefiletten er stegt på panden i olivenolie, ca 10 minutter på hver side, dertil fik vi en hjemmekomponeret salat med savoykål, kikærter og rødløg. Som tilbehør et stykke stenalderbrød..

Det smagte rigtigt godt og vi blev propmætte af en enkelt portion.

torsdag den 19. januar 2012

Verdens bedste rugbrød: Hjemmebagt rugbrød med surdej og øl



Her ses min morfar i gang med sit arbejde som rugbrødsbager på Hollandske Mølle i Helsingør. - Og herunder er en opskrift på rugbrød, som jeg har fået af Ida ... det er ikke morfars opskrift, men det er verdens bedste rugbrød, så vi lader bare som om ...

Brødet her skal ikke æltes, men røres sammen i en skål, nærmest som en tyk grød. Surdejen får man af nogen, man kender, ellers laver man selv een, der er en opskrift her.

Selve rugbrødet laves over 2 dage, opskriften er på 2 store brød:

Dag 1
(knap og nap) 1 l. surdej fra forrige bagning
2 hvidtøl eller mørk øl, fx. porter eller stout. Nisseøl er billigt og godt.
2 spsk salt
4 spsk sirup
25 g gær udrørt i 8 dl lunkent vand
4 dl. knækkede rugkerner
20 dl (= 2liter = 1 kg) groft rugmel

Det hele røres sammen i et stort fad, dækkes med film og et viskestykke og hæver til næste dag, ca 12 timer.

Dag 2

8 dl. hvedemel
1 hvidtøl
2 dl vand
25 g gær.

røres i dejen.
Tag derefter ca 8-10 dl. fra til surdej til næste gang. Den opbevares i en lukket beholder i køleskabet.

Kulør. Hvis du ønsker et mørkt brød, så skal der tilsættes kulør. Ca 1-2 spsk. gør forskellen. Farven på dejen skal være nougat- Café Latte-agtig - så bliver brødet mørkt. Hvis ikke der tilsættes kulør, så er brødet ret lyst, uanset hvor meget rugmel det indeholder - men check dit køberugbrøds indholdsliste: det indeholder også kulør. Det betyder intet for smagen. Billedet herunder er på brød uden kulør.


2 håndfulde hørfrø
2 håndfulde solsikkekerner
eller andre slags frø, fx. græskarkerner

blandes i dejen, som derefter fordeles i 2 - med bagepapir forede - rugbrødsforme. Brødene tildækkes igen og efterhæver ca. 6 timer.

Når brødene er hævet færdige prikkes de med en strikkepind og bages ved 150 grader i 3 timer.
Man prikker for at undgå store lufthuller i dejen, den falder lidt sammen, når man gør det. Man kan se på biledet herover, at det ikke er prikket helt nok.
Brødene tages straks ud af formene, ellers bliver de klæge.
Jeg halverer brødene og fryser de tre ud af fire. Så passer det med den hastighed vi spiser rugbrød med, de når ikke at mugne.

onsdag den 19. oktober 2011

Lykkes knækbrød

At hjemmebagt knækbrød kan smage så fantastisk - det er jeg forbavset over. Tak for opskriften, Lykke!

1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl græskarkerner
1 dl havregryn
2 tsk salt
1 tsk bagepulver
3½ dl mel (blandet, fx 2½ dl hvedemel og 1 dl rugmel)

1 dl olie (solsikke/raps)
2-3 dl vand.


Fremgangsmåde:

Bland alt det tørre godt og tilsæt så vand og olie. Smid en klump dej mellem 2 stykker bagepapir og rul det tyndt ud med en kagerulle. Forskær knækbrødet før det bages. Denne portion er til 3 bradepander.
Bag ved 1750 varmluft i 12-15 minutter.

Smager fantastisk med ost, men kan også bruges som snack uden noget.

tirsdag den 19. oktober 2010

Verdens bedste brød i en gryde



Dette brød er virkelig fantastisk, prøv det!


Fundet på Kvalimad

Gærmængden passer - man kan eksperimentere med melsammensætningen (her hvedemel og knækkede hvedekerner + birkes) og der er intet arbejde i det! Og så er det sprød skorpe.

Jeg har brugt den sorte gryde - både til røreskål, hæveskål og bageform. Det fungerede fint, så var der næsten ingen opvask heller.