Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag

søndag den 17. november 2019

Tynde pandekager, der er sprøde i kanten

Mine børnebørn laver pandekager af 1 æg. Vi fik 4½ pandekage ud af det, og vi havde en fest.

Jeg kan bedst lide tynde pandekager, så det er dem, jeg laver, når jeg laver pandekager. Så opskriften på de tykke amerikanske pandekager, må du finde andetsteds.
Men her kommer den opskrift jeg i årevis har brugt på pandekager. Den stammer fra klassikeren 'God mad - let at lave', men med lidt justeringer, som gør opskriften lettere at huske.

I bunden får du også opskriften på meget lette pandekager med henholdsvis 1 eller 2 æg - det er i hvert fald noget jeg selv har brug for en gang imellem, hvis man gerne vil trylle noget lækkert frem, men ikke har 3 æg.

Du skal bruge:

3 dl mælk
3 dl hvedemel
3 æg

Dertil:
ca 1-1 ½ dl øl, vand eller danskvand (Jeg plejer at bruge Nordic alkoholfri øl, fordi det er det jeg har, men alt duer.
½ tsk. salt
1 tsk sukker (udelades hvis de skal bruges til mad)
½ tsk. stødt kardemomme

Smør eller olie til stegning (smør er bedst)

Pandekagedejen laves bedst med elmixer eller blender, da der ellers let kommer klumper i. Jeg plejer at tage blenderen, men hvis børnebørnene er med, så laver de den med håndmixer.
Man pisker æg og mælk sammen og tilsætter det melet og krydderierne. Til sidst justeres konsistensen med øl eller vand - dejen skal være ret tyndtflydende.
Man bager dem på en stor eller mindre pande - efter eget valg, og det er smart at have dejen i en kande - eller - hvis børnebørnene er med - at bruge et lille decilitermål, så kan børnene også dosere.

Så begynder bagningen, det skal være hyggeligt og hvis man bruger det bageste blus, så er risikoen for brændte børn mindre, men hvis børnene er med, kan man ikke gå fra dem i så meget som ét sekund. Til gengæld bliver de ret imponerede når mormor vender pandekager i luften :-)
Skær smørret ud i bittesmå tern, der skal ikke alt for meget smør på ad gangen, men lidt mere til første pandekage, så panden lige er dækket af smør. Og så husk at lade smørret bruse af før pandekagen kommer på. Man kan dufte, hvornår smørret er parat. så dufter det nøddeagtigt.
Den første pandekage bliver tit lidt rodet, den bruger man så som smagsprøve - det skal også til.

Pandekager med kun ét æg:

Ovenstående opskrift er rettet til så den er nem at huske, og derfor bliver det også let at lave mindre:
Så tager man 1 æg, 1 dl. mælk og blander, og tilsætter så 1 dl mel. Hvis man har to æg: 2 æg, 2 dl mælk og 2 dl mel. Og så justerer man konsistensen med en sjat øl eller vand.
Derefter krydderierne i knivspidser: 1 knsp salt, 1 knsp stødt kardemomme og en kvart til en halv tsk sukker.. Det er da til at huske, ikke?

Kan serveres traditionelt med syltetøj og sukker - men også smøres med nutella eller drysses med kanelsukker som franske crepes og så foldes i trekanter. De er en god dessert i en madpakke.



onsdag den 7. november 2012

Vidunderlige Ingrid Marie .... æblekage med smuldredej

Ingrid Marie æbler doneret af gode venner med et æbletræ i haven

Det gælder bare om at få brugt alle de skønne æbler som byder sig til lige nu. Forleden fik vi en skøn æblekage med smuldredej som af slutning på en god middag.

Opskriften er uhyre enkel:

Til 10 gæster brugte jeg:

Fyld:
4-6 æbler
3 spsk rørsukker med vanille,
                                 - eller farin med kanel

Smuldredej:
2 dl hvedemel
2 dl havregryn (kan skiftes ud med almindeligt mel)
150 g smør
en smule sukker (max 2 spsk.)

Dertil en liter god vanilleis (eller flødeskum)

Fremgangsmåde:

Vask og skyl æblerne.Æbler som ovenstående behøver ikke skrælles - man kan bare fjerne de 'naturligheder', som er på hjemmedyrkede æbler. I mit køkken behøver de heller ikke blive skåret pænt ud, jeg skærer hurtigt de 4 'filetter' af - en i hver side, tæt op ad kernehuset. Det tager 4 sekunder. Så skærer jeg evt. dårligt væk og skær resten i noget, som minder om skiver.

Smuldredejen kan laves på en blender eller en food processor, skær smørret i mindre stykker og bland det med havregryn, mel og sukker. Når al smørret er blandet med mel og det begynder at klumpe, slukker du for maskinen (eller stopper med at røre, hvis du blander på gammeldags facon.

Læg æblerne i et smurt ildfast fad og drys farin/ kanel eller rørsukker/vanillesukker over.

Smuldr dejen hen over æblerne og bag i ovnen ved 200 grader i 15-25 minutter, til æblerne er bløde og dejen gylden.

Denne kage kan serveres som dessert med vanilleis eller som kage til kaffen med flødeskum. Enjoy.







onsdag den 20. oktober 2010

Englene synger

En dessert fra min barndom:

Marengsfuglereder (Man kan stadig få dem, de ligger ved siden af lagkagebundene)
En god nougatis (det skal være nougatis)
Flødeskum (dvs. piskefløde)
100 g mandler

Fremgangsmåde:

Smut mandlerne og del dem, skær dem i mandelsplitter.
Rist mandelsplitterne i en anelse smør på en pande, når de får farve, så læg dem på køkkenrulle.

Server på en asiet: en fuglerede med en skefuld nougatis, pyntet med flødeskum og drysset med mandelsplitter.

Man kan have det hele parat, så man bare skal riste mandelflagerne i pausen mellem hovedret og dessert, det smager godt, når mandlerne er lune.

Frugt Kebab med is (på en rygende hed grill)

Et mix af frugter, der er velegnede til grill, fx. abrikoser, ananas, bananer, ferskner, figner, jordbær, mango, nektariner, papaya, pærer, æbler, druer.

(NB: Selv om der står så mange slags frugt, så kan man sagtens nøjes med 1-2 slags, fx. skiftevis jordbær og pærer - det er ligeså fremragende, som hvis man har det hele).

Dressing af en blanding af limesaft og honning (halvt af hver)

Grillspyd af træ, læg dem i blød min. ½ time før.

Skær frugterne ud, sæt dem på spyd og pensl dem med dressingen.

Grill dem i 5-10 mimutter alt efter temperaturen.

Server med en rigtig god vanilleis på en lun sommeraften (Hansenis).