søndag den 17. november 2019

Tynde pandekager, der er sprøde i kanten

Mine børnebørn laver pandekager af 1 æg. Vi fik 4½ pandekage ud af det, og vi havde en fest.

Jeg kan bedst lide tynde pandekager, så det er dem, jeg laver, når jeg laver pandekager. Så opskriften på de tykke amerikanske pandekager, må du finde andetsteds.
Men her kommer den opskrift jeg i årevis har brugt på pandekager. Den stammer fra klassikeren 'God mad - let at lave', men med lidt justeringer, som gør opskriften lettere at huske.

I bunden får du også opskriften på meget lette pandekager med henholdsvis 1 eller 2 æg - det er i hvert fald noget jeg selv har brug for en gang imellem, hvis man gerne vil trylle noget lækkert frem, men ikke har 3 æg.

Du skal bruge:

3 dl mælk
3 dl hvedemel
3 æg

Dertil:
ca 1-1 ½ dl øl, vand eller danskvand (Jeg plejer at bruge Nordic alkoholfri øl, fordi det er det jeg har, men alt duer.
½ tsk. salt
1 tsk sukker (udelades hvis de skal bruges til mad)
½ tsk. stødt kardemomme

Smør eller olie til stegning (smør er bedst)

Pandekagedejen laves bedst med elmixer eller blender, da der ellers let kommer klumper i. Jeg plejer at tage blenderen, men hvis børnebørnene er med, så laver de den med håndmixer.
Man pisker æg og mælk sammen og tilsætter det melet og krydderierne. Til sidst justeres konsistensen med øl eller vand - dejen skal være ret tyndtflydende.
Man bager dem på en stor eller mindre pande - efter eget valg, og det er smart at have dejen i en kande - eller - hvis børnebørnene er med - at bruge et lille decilitermål, så kan børnene også dosere.

Så begynder bagningen, det skal være hyggeligt og hvis man bruger det bageste blus, så er risikoen for brændte børn mindre, men hvis børnene er med, kan man ikke gå fra dem i så meget som ét sekund. Til gengæld bliver de ret imponerede når mormor vender pandekager i luften :-)
Skær smørret ud i bittesmå tern, der skal ikke alt for meget smør på ad gangen, men lidt mere til første pandekage, så panden lige er dækket af smør. Og så husk at lade smørret bruse af før pandekagen kommer på. Man kan dufte, hvornår smørret er parat. så dufter det nøddeagtigt.
Den første pandekage bliver tit lidt rodet, den bruger man så som smagsprøve - det skal også til.

Pandekager med kun ét æg:

Ovenstående opskrift er rettet til så den er nem at huske, og derfor bliver det også let at lave mindre:
Så tager man 1 æg, 1 dl. mælk og blander, og tilsætter så 1 dl mel. Hvis man har to æg: 2 æg, 2 dl mælk og 2 dl mel. Og så justerer man konsistensen med en sjat øl eller vand.
Derefter krydderierne i knivspidser: 1 knsp salt, 1 knsp stødt kardemomme og en kvart til en halv tsk sukker.. Det er da til at huske, ikke?

Kan serveres traditionelt med syltetøj og sukker - men også smøres med nutella eller drysses med kanelsukker som franske crepes og så foldes i trekanter. De er en god dessert i en madpakke.



Ingen kommentarer: