tirsdag den 9. oktober 2012

Falafler


Ingen af de vegetarer jeg kender, fornægter en god falafel. Så når der kommer en vegetar til middag, så er denne opskrift på falafler ikke at kimse af. Jeg har lånt den af Ann-Christine på bloggen Valdemarsro, halveret den og tilrettet opskriften til min smag - eftersom jeg nu tilhører den del af befolkningen, der simpelthen ikke kan klare smagen af koriander. De ligner alligevel hendes - så her er de:










Indhold:
200 g tørrede kikærter
2 fed knust hvidløg 
1 stort løg
1 bundt persille
1 tsk spidskommen
½ økologisk grønsagsbouillonterning
½ tsk salt
2 små kartofler, skrællet og revet
3 æg
3 spsk rasp
1 finthakket chili - jeg tog en af de orange fra træet i vinduet denne gang
1 spsk citronsaft
Dertil rigeligt rapsolie til stegning.
Fremgangsmåde:
Sæt kikærterne i blød i koldt vand i mindst 12 timer. Derefter skal de ikke koges, men derimod blendes sammen med alle de andre ingredienser. 
Varm så olien op i en dyb pande, der må gerne stå 2-3 cm olie op - hvis du ikke ligefrem vil kaste dig ud i at friturestege, som Ann-Christine gør. Form falaflerne som om det var frikadeller i den størrelse, du bedst kan lide. Jeg bruger en teske/ spiseske og hånden til at forme med. Mellem hver delle dypper jeg skeen i et glas koldt vand. Derefter steges de i varm olie. Når du tror den første er stegt, så tag den af og check. Er den sprød udenpå og fast - men stadig blød inde i midten? Så er den færdig. Brug dette som rettesnor for stegetiden for resten af falaflerne.
Falaflerne bliver serveret for vegetarerne sammen med det, som vi andre nu spiser, men man skal lige passe på at ikke kødæderne snupper dem for næsen af vegetarerne, for de er rigtigt lækre!
Habanerochilier som potteplante fra Torvehallerne - de er altså stærke!

Ingen kommentarer: